Kommune sprænger træer i luften

Der var knald på, da fem syge træer i Horsens blev sprængt, men det flossede træ og de nedfaldne grene er ikke kun godt at få væk, det gavner også biodiversiteten.

Når syge træer skal fjernes, er der mange måder at gøre det på. Oftest foregår det med saks og sav, når et træ skal væk.

Som noget helt nyt afprøver Horsens Kommune en teknik, hvor et træ fyldes med sprængstof og eksploderer, og det er ikke kun effektivt i bekæmpelsen af træet.

- Når vi vælger at sprænge træer, er det for at skabe det, der ligner et lynnedslag, siger naturvejleder Sofie Kvist.

Et lynnedslag giver en flosset overflad, som er en bedre grobund for svampe, kryb og kravl og dermed biodiversiteten, end den overflade en sav ville efterlade.

- Dødt træ er supergodt i naturen, fordi det er hjem for mikroorganismer og insekter og svampe. Det er derfor, at der i hele kommunen bliver meget mere dødt træ, der får lov til at ligge, siger Sofie Kvist.

Træet er klar til at modtage svampe og dyr.
De nedfaldne grene får lov til at ligge i skoven, men bliver fjernet fra stierne.
Foto: Emma Rixen Hedegaard

Et ordentligt brag

Halvanden time, elleve nyborede huller og halvandet kilo brændstof skulle der til, for at træet i Åbjergskoven i Horsens kunne sprænges.

- Vi sprænger det, vi kalder risikotræer, træer som er syge, og som vi alligevel skulle have fældet, fordi de står til fare for publikum, vej og trafik, siger Thor Bache Finderup, driftsleder hos Teknik og Miljø i Horsens Kommune.

De kan dog kun sprænge de træer, der ikke er i nærheden af parker, veje og bygninger.

Se det store træ sprænge i stykker:

Træet sprænges med halvandet kilo sprængstof.
Video: Emma Rixen Hedegaard

Det sprængte træ ville man ikke have kunnet fælde, da det ville være for farligt i fældningsprocessen. Skulle der ikke have været brugt sprængstof, skulle gren for gren skæres af i toppen.

Et tonstungt insekthotel

Efter det høje brag står resterne af det gamle træ, der skal holdes øje med i det ny forsøg.

- Nu skal vi se, hvordan det går, og hvordan det er at arbejde med, og så tager vi stilling bagefter, siger Thor Bache Finderup.

Naturvejleder Sofie Kvist håber, at der flytter mange dyr ind i træet.
Naturvejleder Sofie Kvist håber, at der flytter mange dyr ind i træet.
Foto: Emma Rixen Hedegaard

Også naturvejleder Sofie Kvist vil følge nøje med i, hvem der flytter ind i det nye insekthotel.

- Jeg håber, der flytter forskellige svampe ind, og at det bliver et sted, hvor spætten kommer til at lave huller. Spætten er rigtig god for biodiversiteten, fordi den laver huller, hvor der senere kan flytte egern og småfugle ind, siger hun.

Træet er klar til at modtage svampe og dyr.
Træet er klar til at modtage svampe og dyr.
Foto: Emma Rixen Hedegaard