Efterlyste meldte sig selv og blev fængslet for kniv-overfald

To mænd, der er mistænkt for et knivoverfald på en 24-årig mand i Horsens, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

De to mænd på 22 og 27 år meldte sig selv til politiet, efter at Sydøstjyllands Politi efterlyste dem med navn og fotos.

De to er sigtet for forsøg på manddrab efter et knivoverfald på en 24-årig mand i Horsens på en servicestation tirsdag den 16. januar om aftenen.

Her blev den 24-årige stukket flere gange med en kniv gennem vinduet i sin bil ved tankstationen Cirkel K på Allégade i Horsens. 

De to efterlyste meldte sig selv mandag og blev i går varetægtsfængslet i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Horsens. De to fængslede nægter sig skyldige.