Et overraskende opkald gav 77-årige Grethe mere glæde i livet

Da Grethe Møller Jørgensen var 75 år blev hun spurgt, om hun ville vende tilbage til arbejdsmarkedet igen, og det har givet hende stor glæde. Hun er en del af en tendens, der sender flere seniorer tilbage på job.

Grethe Møller Jørgensen stiller sig bag disken i Julsgaard El i Brædstrup, klar til at ekspedere dagens kunder. 

At gå på arbejde kan de fleste genkende. Men de færreste kan genkende at gøre det i en alder af 77 år, sådan som det er tilfældet med Grethe Møller Jørgensen.

- Jeg synes, det er sjovt. Jeg er træt, når jeg kommer hjem, men jeg er glad, og så kan det være ligemeget, at man er lidt træt, siger Grethe Møller Jørgensen.

Hun er en del af en tendens. Ifølge Danmarks Statistik var cirka 148.000 personer over 65 år i 2020 stadigvæk på arbejdsmarkedet, hvilket er 53.000 personer flere end i 2010.

Udover arbejdet hos Juelsgaard El, arbejder Grethe Møller Jørgensen fast én dag om ugen i Røde Kors-butikken i Hovedgård.
Udover arbejdet hos Juelsgaard El, arbejder Grethe Møller Jørgensen fast én dag om ugen i Røde Kors-butikken i Hovedgård.
Foto: privat

Et overaskende opkald

I 2009 sagde Grethe Møller Jørgensen ellers farvel til jobbet i Juelsgaard El for at gå på pension. To år senere var hun allerede begyndt at kede sig og var med til at åbne en Røde Kors-butik i Østbirk. 

quote

Det er hamrende godt set af virksomheden at dykke så meget baglæns i tidligere netværk af medarbejdere og ikke lade sig begrænse af alderen

Morten Ballisager, direktør og rekrutteringsekspert, Konsulenthuset Ballisager

Men i 2020 stoppede hun med at arbejde i butikken.

- Jeg måtte holde, og det gik mig meget på. Men på en eller anden måde fandt min tidligere kollega ud af det, fortæller Grethe Møller Jørgensen.

Kort efter fik hun et opkald af kollegaen.

- Jeg har hørt, du har fået for meget fritid. Kan du ikke hjælpe mig?, sagde kollegaen.

- Er du sikker på, at din chef synes, det er en god idé?, svarede Grethe Møller Jørgensen.

Heldigvis syntes chefen, at det var en rigtig god idé at få den ellers pensionerede medarbejde tilbage i firmaet, og i to år har Grethe Møller Jørgensen arbejdet i butikken. Når Julsgaard El har brug for hjælp, sender de en sms, og så kommer hun og hjælper i maksimalt 4,5 time ad gangen, ofte med ansvaret for salget alene.

- Folk kommer ind og siger: Ej, er du kommet tilbage? Det er da sjovt efter så mange år, at de kan huske mig endnu, siger hun og tilføjer:

- Der er nogen ekspeditioner, jeg ikke kan klare, fordi der er kommet nye ting ind i branchen, men folk er utrolig flinke til at sige, at de bare kommer igen en anden dag. De er jo godt klar over, at det er længe siden, jeg sidst arbejdede der.

Direktør og rekrutteringsekspert Morten Ballisager fra Konsulenthuset Ballisager ser meget positivt på virksomhedens valg.

- Det er hamrende godt set af virksomheden at dykke så meget baglæns i tidligere netværk af medarbejdere og ikke lade sig begrænse af alderen, fortæller han.

Undgår ensomhed

Når Grethe Møller Jørgensen tager på sit arbejde i enten Julsgaard El eller som frivillig i Røde Kors-butikken i Hovedgård, mærker hun en øget livskvalitet.

- Jeg mistede min mand i 2017 og har kun én datter, der bor i Nordjylland. Så det er blandt andet derfor, jeg holder ved - for ikke at blive ensom og have kontakt med andre mennesker. Det har jeg det bedst med, siger Grethe Møller Jørgensen.

quote

Jeg har hjulpet dem, og de har hjulpet mig, og jeg håber, at flere arbejdsgivere tænker på deres tidligere folk, som de gjorde på mig

Grethe Møller Jørgensen

Ensomhed er nemlig et problem for mange i Danmark. I 2021 følte næsten 600.00 danskere sig ensomme, og heraf var 100.000 over 65 år. Det viser tal fra Ældresagen.

- Når jeg kan bruge den tid, jeg har lyst til, så synes jeg, det er dejligt. Skal jeg til Nordjylland til min datter og børnebørn, så må arbejdet have det så pænt, men jeg vil ikke undvære det, understreger Grethe Møller Jørgensen.

Grethe Møller Jørgensen har arbejdet i butik, siden hun var 16 år gammel, og hun kunne slet ikke forestille sig en anden tilværelse.
Grethe Møller Jørgensen har arbejdet i butik, siden hun var 16 år gammel, og hun kunne slet ikke forestille sig en anden tilværelse.
Foto: privat

Hun mener, at mange måske glemmer, hvor vigtigt det er at komme ud af hjemmet. Selv havde hun behovet for at komme lidt ud, da hendes mand lå syg derhjemme.

- Jeg ville have kontakt til verden omkring mig og havde brug for at se andet end sygdom, men det tror jeg, mange glemmer at prioritere, siger hun.

Styrken, ikke byrden

Man hører ofte udtrykket 'ældrebyrden' i medierne. Et begreb der anvendes som en betegnelse for de mulige økonomiske konsekvenser, der kan være af, at befolkningen i Danmark bliver ældre, men ikke kan bidrage på arbejdsmarkedet.

Det begreb vil Grethe Møller Jørgensen dog gerne have fjernet fra ordforrådet.

- Ja, vi hører jo om det hele tiden, men jeg vil håbe, man stopper med at tænke sådan. Jeg håber, at flere arbejdsgivere kan se idéen i at have en medarbejder, de kan trække på, når der er behov, siger hun.

Fordelen ved seniorerne på job

Direktør og rekrutteringsekspert Morten Ballisager fra Konsulenthuset Ballisager kommer med et par årsager til, at det kan være rigtig godt for virksomheder at overveje ældre arbejdskraft:

1. De står måske lidt mere rock steady med fødderne plantet solidt på jorden. Så de er måske bedre til at håndtere, når bølgerne går højt og chefen er en røv.

2. De er typisk økonomisk uafhængige. Det er ikke så vigtigt, om de har et bestemt antal timer, og hvad timelønnen er. Derfor er de lidt mere fleksible.

3. De er mødestabile, fordi de ikke har lige så mange ting, der kan bremse dem. Der er f.eks. ikke små børn i hjemmet, der bliver syge.


En betragtning, som Morten Ballisager er meget enig i.

- De her modne medarbejdere, der er på vej til at gå fra arbejdsmarkedet, kan jo være en mulig ressource, og det er der mange virksomheder, der ikke forstår. Hvis arbejdsgivere forstod af fleksibilisere arbejdet, så har de altid en gruppe af medarbejdere, der er attraktive på grund af deres erfaringer og har en mere rolig tilgang, siger han og holder fast i, at Julsgaard El har set helt rigtigt i at genansætte Grethe Møller Jørgensen efter 11 år.

- Det er smaddergodt set. De har lært hende at kende for nogle særlige ting, hun kan, som de efterspørger, fastslår Morten Ballisager.

Der er ingen tvivl om, at Grethe Møller Jørgensen fortsætter med at betjene kunder og holde af at gå på arbejde.

- Jeg har hjulpet dem, og de har hjulpet mig, og jeg håber, at flere arbejdsgivere tænker på deres tidligere folk, som de gjorde på mig, siger hun og kommer med et råd:

- Hvis der er nogen, der kommer og spørger, om man vil arbejde, så skal man overveje, om man har kræfter og lyst. Har man timer i overskud, så ville jeg sige ja tak, som jeg også gjorde, griner hun.