Europas største logistikcenter er på vej i Horsens

DSV vil opføre et logistikcenter på et 700.000 kvadratmeter stort område i Lund ved Horsens. Det kan skabe 250 nye arbejdspladser.

DSV's nuværende logistikfaciliteter i og omkring Horsens er ikke længere store nok i forhold til den nuværende og den forventede vækst. 

- I DSV har vi fokus på at sikre vækst i vores forretning. Vi ønsker som en del af vækststrategien at samle alle vores aktiviteter inden for Air & Sea, Road og Solutions på én lokation for at sikre både effektiv drift og endnu bedre løsninger for vores kunder. Samtidig er Horsens et strategisk vigtigt knudepunkt i forhold til vores distributionsmønstre mellem Norden og Europa, så vi er meget glade for, at vi med denne aftale kan fastholde vores tilknytning til byen, siger Simon H. Galsgaard, adm. direktør for DSV Road Denmark.

Europas største logistikcenter

Byggeriet af det nye logistikcenter bliver opført på nabogrunden til DSV's nuværende faciliteter i Lund. Det kommende byggeri bliver ikke alene Danmarks største logistikcenter, men også Europas største med kun én lejer. Kontorbygningen bliver ca. 18.000 kvadratmeter, cross-dock-terminalen til omfordeling af varer bliver ca. 50.000 kvadratmeter, og endelig kan der komme mellem 200-269.000 kvadratmeter logistikfaciliteter.

Byggeriet af det nye logistikcenter bliver opført på nabogrunden til DSV's nuværende faciliteter i Lund.
Byggeriet af det nye logistikcenter bliver opført på nabogrunden til DSV's nuværende faciliteter i Lund.

250 nye arbejdspladser

For Horsens Kommune er der tale om et historisk stort salg af erhvervsjord.

- Mig bekendt er det her det største erhvervsjordssalg i Horsens Kommunes historie, og jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at DSV har valgt at placere deres nye logistikcenter i vores kommune. DSV har i dag ca. 750 arbejdspladser i Horsens, og med udvidelsen vil det stige til over 1.000 - og flere vil med tiden formentlig komme til, siger borgmester Peter Sørensen, (S), Horsens Kommune.

Horsens-borgmester POeter Sørensen deltog onsdag formiddag i pressemødet, hvor planerne for det nye logistikcenter blev præsenteret.
Horsens-borgmester POeter Sørensen deltog onsdag formiddag i pressemødet, hvor planerne for det nye logistikcenter blev præsenteret.
Foto: Pernille Leftes, TV SYD

Ny vej til Horsens C

Som en del af aftalen planlægger Horsens Kommune at anlægge en omfartsvej, der vil lede store dele af den tunge trafik fra erhvervsområdet til Horsens C-afkørslen. Formålet er at give erhvervsvirksomhederne i området lettere adgang til E45 og at aflaste den meget trafikerede Silkeborgvej. Det vil samtidig være til gavn for de bilister, der pendler til og fra Horsens ad Silkeborgvej og krydser E45 ved Horsens V. 

Anlæggelsen af den nye vej koster ca. 45 millioner kroner  og bliver finansieret af indtægterne fra jordsalget og almindelig byggemodning af Erhvervspark Vega.  

Tidsplan

  • Forventet første spadestik på det nye byggeri er august 2021.
  • Forventet indflytning er ultimo 2022/primo 2023, hvor lagerbygning, terminal og administrationsbygning står færdige.
  • Herefter vil der pågå yderligere arbejder i ca. 3 - 3½ år, hvorefter det nye DSV Logistikcenter Horsens forventes færdigudbygget i løbet af 2026.