Evakueret hjemme igen: Nu melder tankerne sig

Birthe Ømark er hjemme igen. Hun var en af de mange beboere der måtte sikkerhedsevakueres i Horsens fordi en dæmning ved Bygholm Sø var ved at briste.

En rolig kop kaffe i lejligheden. Det nyder Birthe Ømark ekstra meget i dag. Hun var evakueret fra sin lejlighed, da den var i fare for at blive oversvømmet.

- Jeg fik kun 10 minutter. Jeg fik at vide, at det var en god ide at tage en tandbørste med, så det nåede jeg lige.

I Horsens måtte man mandag evakuere knap 100 beboerne ved Bygholm Åvænget pga. fare for oversvømmelser. Dæmningen som adskiller Bygholm sø og ejendommen ved Åvænget var i fare for at briste. 

Omkring halvdelen af beboerne tog imod et tilbud om at spendere natten på et hotel på kommunens regning. Tirsdag er vandstanden i Bygholm Sø så faldet så meget, at beboerne igen kunne vende hjem.   

Hjemmet står stadig og gulvene er tørre. Men nu er det tanken om, hvad der kunne være sket, der spekuleres på inde i sofaen.  

- Det er lidt voldsomt at tænke på, hvad der kunne være sket. Der ville jo kunne komme en bølge med kraft, som man slet ikke kan forestille sig. Det er ganske uhyggeligt, siger Birthe Ømark.

Horsens Kommune har undersøgt dæmningen, og har konstateret at den ikke har taget skade. 

Ny sluse på vej 

I maj 2019 besluttede Horsens Kommune at der skal bygges en ny sluse, så fremtidige oversvømmelser undgåes.

- Vi må jo bare konstatere, at vi af og til bliver ramt af større regnmængder end tidligere, og det er den nye sluse dimensioneret til at kunne håndtere, forklarer Allan Lyng Hansen, afdelingschef i Affald og Trafik i Horsens Kommune.
- Den nye dæmning bliver bl.a. bygget, så den slutter tæt helt op til overfladen af vejen, hvilket betyder, at vandstanden i søen kan stå ca. en halv meter højere, uden det giver problemer og risiko for, at vejen bliver ustabil.
- Samtidig bliver selve slusen større, så vi bedre kan styre vandet i søen, siger Allan Lyng Hansen.

Den meget høje vandstand i Bygholm Sø skyldtes, at der er faldet rigtig meget regn.

Ifølge DMI viser regnmålerne, at der den seneste måned er faldet 93 mm regn i Horsens Kommune og 167 mm indtil videre i 2020.
Til sammenligning faldt der i hele januar og februar i 2019 i alt 104 mm.