Fængselsbetjent tiltalt for vold mod indsat

En 60-årig fængselsfunktionær trykkede indsats ansigt ned i en bakke med mad og bankede flere gange fangens hoved ned i gulvet.

Det gik tilsyneladende hårdt for sig, da en 60-årig mellemleder på Enner Mark Fængsel ved Horsens i april overfaldt en indsat, der befandt sig i en observationscelle på den særligt sikrede afdeling E.

Den 60-årige fængselsfunktionær kommer for retten i september. Ifølge politiets anklageskrift skubbede han den indsatte omkuld på sengen og fastholdt ham. Herefter greb han om fangens nakke og hår, trak ham ned på gulvet og kørte hans ansigt rundt i madrester, der lå på gulvet, skriver Horsens Folkeblad.

Den 60-årige skulle have trykket fangens ansigt ned i en madbakke, alt imens han råbte, at fangen skulle æde maden, fremgår det af anklageskriftet.

Efterfølgende bankede han flere gange den indsattes hoved ned i gulvet. Den indsatte pådrog sig skader i ansigtet, på arme og ben og fik revet flere totter hår af.

Den 60-årige ansatte er tiltalt for vold efter straffelovens paragraf 244. Episoden fandt sted 18. april, og den 60-årige har ifølge Horsens Folkeblads oplysninger været fritstillet siden episoden.

Institutionschef på fængslet, Annette Bækgaard, bekræftede i maj, at det var fængslet selv, der anmeldte den 60-årige. Derudover ønskede hun ikke at kommentere sagen overfor Horsens Folkeblad.

Den indsatte, der er blevet overfaldet, er dømt for flere forsøg på vold mod fængselsbetjente under varetægtsfængslingen. Han afsoner en dom på 14 måneders fængsel.