Fængselschef håber nye regler får fanger til at tale pænere

100 gange om året får fangerne i Enner Mark Fængsel ved Horsens en bøde for at opføre sig respektløst overfor fængselsbetjentene

100 gange om året får fangerne i Enner Mark Fængsel ved Horsens en bøde på 50 kroner for at opføre sig repektløst eller tale grimt til fængselsbetjentene.

Men fra 1. september bliver reglerne skærpet, og så koster det 3 til 5 dage i strafcelle.

Det er fængslets institutionsleder Anette Bækgaard Jakobsen godt tilfreds med.

- Det er et klart signal om, at alle skal tale ordentligt og respekfuldt med hinanden. Nogle vil forstå signalet og rette ind, og for andre vil det være mere op ad bakke, og de vil få de skærpede straffe, siger hun til DR P4 Østjylland.

Et ophold i strafcelle er et indgreb i fangernes hverdag, som Anette Bækgaard Jakobsen tror, at de fleste af fængslets 240 fanger vil være trætte af.

- Man flytter fra sin afdeling over i anden afdeling, hvor man skal afsone under skærpede vilkår. Man får for eksempel ikke lov til at lave mad, så det føles som en indskrænkning i ens dagligdag, forklarer hun.

Derfor tror hun, at de skrappere regler vil give en bedre tone mellem fanger og fængselsbetjente.

- Vi har en daglig dialog med vores indsatte om, hvor man skal opføre sig og ændre adfærd, og den del vil vi forstærke. Så jeg håber, at det på sigt betyder et fald i upassende sprogbrug, siger Anette Bækgaard Jakobsen