Fire firmaer vil køre ambulancer

Der bliver kamp om ambulance-kørsel i Horsens og Hedensted. Fire firmaer har prækvalificeret sig til at byde på opgaven i Region Midtjylland. Blandt de fire er en helt ny aktør: SOS Ambulance.

SOS Ambulance hører under SOS International, som bl.a. har købt Dansk Autohjælp, skriver Horsens Folkeblad mandag. Den dansk-ejede koncer har ikke tidligere kørt ambulance i Danmark.

Del-områder

I Horsens og Hedensted-området vandt firmaet Responce konkurrencen sidste gang - foran Falck, som kører ambulance i resten af regionen - minus Samsø.

Region Midtjylland har vurderes, at de fire firmaer er "teknisk og økonomisk egnede" til at måtte byde. For at sikre konkurrencen på området har regionen gjort det til et vilkår, at ingen må byde på alle delområder, som regionen er delt op i. På den måde sikrer regionen sig, at der er mindst to operatører.

Borgernes penge

Responce har ambulancer i Horsens, Hedensted, Odder og Skaderborg plus en station i Nr. Snede. Medindehaver og redningsdirektør Michael Sørensen er glad for den øgede konkurrence.

- Det er borgernes penge, vi forvalter, og jo flere konkurrenter vi er, desto tætter komme vi på den rigtig pris, siger han til Horsens Folkeblad. Men jeg er glad for, at vi ikke er 10 firmaer på banen. De fire, der er blevet prækvalificeret, er en seriøs gruppe.