Flexjordemoder ansat som følge af østjysk babyboom

Fødselstallet stiger i Østjylland. Derfor ansætter hospitalet i Horsens en flexjordemoder, der bliver tilkaldt, når afdelingen har brug for det.

På fødeafdelingen i Horsens, som tager imod fødende fra Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg, ser august måned ud til at slå alle foreløbige rekorder med 235 forventede fødsler. Det er 30 procent flere babyer end i samme måned sidste år.

quote

Jeg trives godt med at være på tilkaldevagt og den uforudsigelighed, der ligger i ikke at vide, om jeg skal på arbejde, og hvilke opgaver, jeg skal løse.

Jette Wøhlk, flexjordemoder, Horsens

Med udsigt til den travle sommer - og i særdeles den travle sensommer - besluttede afdelingens ledelse i forsommeren at ansætte hospitalets første flexjordemoder.

Flexjordemoderen har ikke nogen faste vagter, men står klar derhjemme ved telefonen og kan blive tilkaldt imellem klokken 6.00 og 14.00.

- Jeg trives godt med at være på tilkaldevagt og den uforudsigelighed, der ligger i ikke at vide, om jeg skal på arbejde, og hvilke opgaver, jeg skal løse, forklarer hospitalets nye flexjordemoder Jette Wøhlk i en pressemeddelelse.

Ansættelsen af flexjordemoderen er ifølge chefjordemoder Jeanette Ziska et af flere tiltag, som afdelingen har gennemført, for at kunne give de ekstraordinært mange fødende en god oplevelse og sikre de ansattes arbejdsmiljø.

- Det giver en vis ro at vide, at flexjordemoderen kan kaldes, når der pludselig opstår sygdom, og ved de peaks, som uvilkårligt følger med fødsler. Det er en nødvendig fleksibilitet, siger chefjordemoderen Jeanette Ziska fra Hospitalsenheden Horsens.

Flexjordemoderen er ansat til i gennemsnit at arbejde 28 timer om ugen.