Forfalskede pas for at komme på diskotek og få tatoveringer

For at kunne få tatoveringer eller komme ind på diskotekerne fiksede en dengang 15-årig pige fra Horsens venindernes pas.

Den nu 17-årige pige blev idømt 14 dages fængsel for forsøg på dokumentfalsk. Passene med de forfalske fødselsdatoer blev ikke brugt. Og retten tog også hensyn til pigens alder, så straffen blev gjort betinget.

Den unge pige blev spurgt, om hun ville ændre fødselsdatoen i passene, så venner og veninder kunne få mulighed for at få lavet tatoveringer eller komme ind på diskotekerne i nattelivet.

De unge tog billeder af deres pas. Billederne blev sendt via Facebook til den 15-årige, som derefter redigere fødselsdatoen, så de fremstod som ældre, oplyser anklagerfuldmægtig Bjørn Dahl Larsen, Sydøstjyllands Politi.

 

quote

Sagerne mod vennerne og veninderne blev dog opgivet, da de holdt fast i, at de havde opgivet deres ’onde’ hensigt og aldrig havde gjort brug af dokumenterne.

Bjørn Dahl Larsen, anklager, Sydøstjyllands Politi.

 

Forfalskningerne ligger helt tilbage i foråret 2015. Politiet fik et anonymt tip og ransagede den 15-åriges bopæl. Her fandt man flere billeder af pas på hendes computer.

Den 15-årige og hendes jævnaldrende blev alle sigtet for dokumentfalsk.

- Sagerne mod vennerne og veninderne blev dog opgivet, da de holdt fast i, at de havde opgivet deres ’onde’ hensigt og aldrig havde gjort brug af dokumenterne. Da det ikke kunne bevises, at de faktisk havde gjort brug af dokumenterne, blev påtalen mod dem frafaldet, fortæller Bjørn Dahl Larsen.

Tiltalen mod den nu 17-årige pige blev opretholdt. Sagen blev gennemført som tilståelsessag ved Retten i Horsens.

Og retten dømte hende for medvirken til forsøg på dokumentfalsk.

- Retten lagde vægt på, at pigen måtte finde det overvejende sandsynligt, at vennerne og veninderne ville have brugt dokumenterne. Men da de aldrig gjorde brug af passene, blev hun altså kun dømt for forsøg på dokumentfalsk, siger Bjørn Dahl Larsen.

Fængselsstraffen blev gjort betinget. Retten lagde vægt på pigens alder, og at sagen har været længe undervejs. Samtidig havde forfalskningerne et ”amatøragtigt præg”. Men retten fandt også, at antallet af forfalskede pas trak i skærpende retning.