Gymnasie-elever fra Horsens og Esbjerg europamestre i gode ideer

Gymnasieelever fra Horsens og Esbjerg blev onsdag aften europamestre i gode ideer. De har opfundet en app, der kan læse undertekster fra udenlandske film højt for ordblinde.

Fire gymnasieelever fra Horsens og Esbjerg har vundet EM i entreprenørskab med appen SubReader, som kan læse underteksterne højt fra bl.a. Netflix.

Den gode idé kombineret med forretningssans, viden om avanceret softwareteknologi og masser af arbejdstimer har bragt gymnasieeleverne langt, og onsdag kunne de føje titlen europamestre til en lang række af sejre gennem det seneste år.

Bag SubReader-appen står Alexander Gram Jensen, Kristoffer Strube Græm og William Nyby Pedersen, som efter sommerferien skal i 3. g på Learnmark Gymnasium HTX i Horsens, og Anders Bredgaard Thuesen, som i august skal i 3. g på Rybners Gymnasium i Esbjerg.

EM i entreprenørskab blev afholdt i Lucerne, Schweiz, fra den 25. – 27. juli 2016 med deltagere fra 36 lande. I alt har omkring 270.000 unge fra hele Europa deltaget i konkurrencen om at blive Europas bedste unge entreprenører.

Her fortæller de unge opfindere om deres ide: