Haglbyger sendte stribevis af bilister på rutsjetur

Haglbyger skaber meget glatte veje - og det måtte en række bilister sande natten til søndag.

Haglbygerne ramte motorvejsnettet og gav uheld ved Horsens, Fredericia, Kolding og Haderslev. Alle fire steder slap trafikanterne fra rutsjeturene med forskrækkelse og buler i bilen. 

Nattens haglbyger har formentlig været årsag til endnu flere uheld, som politiet ikke er blandet ind i, som tilfældet var ved uheldene på motorvejen.

- Der er kun en ting at gøre, når der falder hagl, nemlig at sætte farten ned - også på motorvejen. Det er nærmest umuligt at stoppe en bil ved at bremse i hagl, så ned med farten og hold god afstand, siger vagtchef Jørn Bystrup, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Blæst og højvande uden problemer

Nattens blæst og højvande ved Vestkysten har ikke skabt de store problemer, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi søndag morgen.

- Højvandet toppede klokken 06.20 med en vandstand omkring de to meter og 20 centimeter over det normale. Det skvulper lidt ind over kajkanten på Fanø, men det er de forberedt på, siger vagtchef Søren Strægaard, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.