Her får førtidspensionister et rigtigt job

Horsens Kommune sender førtidspensionister ud i private virksomheder for at tanke selvtillid og glæde.

Når der skal lejes skøjter ud ved skøjtebanen eller fyldes op med varer i Netto, er det i Horsens tit en opgave for førtidspensionister, der er kommet ud på arbejdsmarkedet i stedet for at sidde inaktive derhjemme.

I Horsens Kommune er 248 borgere i øjeblikket i støttet beskæftigelse under det, der hedder ASV - Arbejde og Specialundervisning til voksne og unge. De kan arbejde i et af kommunens egne projekter som f.eks. skøjtebanen, Bygholm Sø Camping eller Handstedholm Økologisk Landbrug. Eller komme ud i almindelig beskæftigelse på en privat eller offentlig arbejdsplads.

Et generelt træk hos dem er, at de mangler selvværd og selvtillid, og det forsøger Horsens Kommune at adressere ved at støtte dem i et arbejde, de kan klare.

quote

Flere har indtil nu haft et liv, hvor de mest har været sammen med nogen, der får penge for at være sammen med dem.

Sven Preisel, afdelingsleder, ASV, Horsens Kommune

- Det, vi skal hjælpe dem med, er, at de skal tro på, at de kan komme ud på arbejdsmarkedet og få et job, som de bliver glade for, siger Sven Preisel, afdelingsleder, ASV, Horsens Kommune, til TV SYD.

Typisk betyder det, at disse borgere med det, der kaldes funktionsnedsættelse, har et handicap, som forhindrer dem i at varetage et almindeligt arbejde.

- Flere har indtil nu haft et liv, hvor de mest har været sammen med nogen, der får penge for at være sammen med dem. Derfor er de ikke vant til at have almindelige arbejdskollegaer. De skal først lære at være sammen med andre, siger Sven Preisel.

For tiden har kommunen 75 procent af disse personer i eksterne tilbud, og ambitionen er at få endnu flere ud i virkeligheden.