Horsens-borgmester er tilbage efter overståede rygproblemer

Borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen, (S), der siden begyndelsen af februar har været sygemeldt på grund af rygproblemer, vender torsdag tilbage til arbejdet som borgmester.

Peter Sørensen har fået en raskmelding fra sin læge og føler sig 100 procent klar til at genoptage arbejdet som borgmester.

Borgmesteren fik for flere år siden en diskusprolaps, som også betød, at han fik et implantat for at støtte sin ryg. Siden efteråret sidste år har Peter Sørensen haft store smerter, som bare blev værre og værre - og i begyndelsen af februar måtte han sygemelde sig.

- Jeg har været gennem en række undersøgelser og har siden min sygemelding gennemgået et meget intenst genoptræningsforløb, som betyder, at jeg nu har fået betydelig bedre styr på min ryg, og jeg er derfor raskmeldt igen fra torsdag, siger Peter Sørensen.

Han glæder sig til at vende tilbage til dagligdagen og arbejdet som borgmester - velvidende, at han også er nødt til at lægge livsstilen lidt om.

- Jeg er helt klar over, at rygtræningsøvelser og masser af daglig motion bliver en fast del af min hverdag resten af livet, og det har jeg det rigtig godt med. Jeg har også tydeligt erfaret - ganske som mange andre - at en ændret livsstil kan give en bedre livskvalitet. Så øvelser og motion vil blive prioriteret hver eneste dag, siger Peter Sørensen

Nu kan fungerende borgmester Andreas Boesen vende tilbage til sit civile job og sin titel som 2. viceborgmester, efter at han på et byrådsmøde den 5. februar fik overdraget borgmesterhvervet midlertidigt.