Horsens-borgmester i spidsen for østjysk erhvervs-samarbejde

Horsens Kommunes borgmester, Peter Sørensen (S), er ny i formandskabet for Business Region Aarhus - et samarbejde mellem 12 østjyske kommuner.

Tirsdag gav Randers og Skanderborg Kommune formandsstafetten til Business Region Aarhus videre til Horsens og Syddjurs Kommune som led i et rotationsprincip om, at formandskabet er to-årigt. Sammen med borgmesteren i Aarhus Kommune, som har en fast plads i formandskabet, skal de to borgmestre stå i spidsen for det østjyske samarbejde frem til efteråret 2018.

- Vi kan se fra vores analyser, at østjyderne sjældent tager hensyn til kommunegrænser, når de vælger arbejde, uddannelse eller placerer en virksomhed – eller transporterer sig til fritidsinteresser og indkøb. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat har fokus på mobilitet og infrastruktur, siger Horsens-borgmester Peter Sørensen om sin nye rolle i en  pressemeddelelse fra Business Region Aarhus.

Det nye formandskab arbejder videre med de allerede igangværende indsatser inden for blandt andet fødevarer, IKT og smarte fællesskaber, produktion og viden, turisme og ikke mindst en udvidelse af E45 fra Vejle til Randers.