Horsens bryder bånd mod syd og kigger mod Aarhus

Horsens var tidligere en del af det gamle Vejle Amt, og byen har længe været splittet mellem Aarhus eller de traditionelle sydlige relationer, når det gælder samarbejde om erhverv og kultur. I første omgang er ønsket en tættere alliance mellem Horsens og Aarhus om vækst, siger borgmester Peter Sørensen.

- Der er ingen tvivl om, at Aarhus og området omkring byen er Jyllands kraftcenter. Der er kun 30 minutter på motorvej mellem Aarhus og Horsens, og der ligger mange virksomheder i begge områder, siger Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens.

Kommunen håber på et bredere samarbejde i erhvervslivet og om kulturen. Byens politikere satser blandt andet på at blive en del af det aarhusianske kulturliv frem mod kulturhovedstatsprojektet 2017.

Netop i forbindelse med kulturhovedstadsprojektetet kunne det være en mulighed at holde arrangementer i det gamle statsfængsel i Horsens.

De to kommuner flirtede allerede i februar med tanken om et tættere samarbejde, men ifølge Horsens-borgmesteren har det været vigtigt for kommunen at se på både fordele og ulemper før et endeligt ja:

- Vi vurderer, at vi nu har så stærkt et brand i Horsens Kommune, at vi kan indgå i samarbejdet uden at forsvinde. Så hvis Horsens Byråd siger ja til det, bliver det en realitet, siger Peter Sørensen og tilføjer, at kommunen i forvejen har et tæt samarbejde med Hedensted Kommune på erhvervsområdet.

Horsens og Hedensted er de to sydligste kommuner i Region Midtjylland og var begge en del af Vejle Amt frem til strukturreformen 2007.