Horsens henter superligaprofil på heden

AC Horsens har købt Jonas Borring fri af FC Midtjylland. Den hovedstødsstærke offensivspiller har sat sin underskrift på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2020.

Horsens bliver den femte superligaklub, som Jonas Borring stiller op for - og Horsens-manager Bo Henriksen ser frem til at arbejde med ham.

- For os er det et drømmescenarie, for Jonas er en spiller, der passer perfekt ind i vores kultur og de værdier, vi arbejder efter. Han er hårdtarbejdende og ydmyg, og så er han ganske enkelt et godt menneske og en kvalitetsspiller, der kan gå ind og blive en kulturbærer. Vi sætter stor pris på spillere, der kan gå direkte ind og bidrage på og uden for banen, og det kan Jonas. Vi har arbejdet på den her transfer rigtig længe, og det er et scoop for os, for det er et perfekt match, og vi glæder os rigtig meget til at se ham i den gule trøje, siger Bo Henriksen om skiftet til ach.dk.

Jonas Borring selv glæder sig til mere spilletid end han i den seneste sæson fik i FC Midtjylland, hvor han ofte var en succesfyldt indhopper.

- Jeg er sindssyg glad og glæder mig til at blive en del af AC Horsens, der har markeret sig rigtig godt og vist fremgang de seneste år. Når jeg ser på den måde, jeg spiller på, og AC Horsens spiller på, så passer det perfekt sammen. Jeg glæder mig til at bygge videre på mit niveau i AC Horsens, og jeg er sikker på, at vi kan skabe gode resultater sammen. Jeg er en rigtig glad mand, fortæller Jonas Borring.

Jonas Borring

Jonas Borring slog igennem i OB i årene 2004-2008, inden han skiftede til FC Midtjylland, hvor han var frem til 2012.
Derfra gik turen videre til Randers FC, men det samarbejde stoppede efter stor dramatik med den såkaldte "konesag", hvor holdkammeraten Christian Keller fandt sammen med Borrings ekskone.
Jonas Borring skiftede til Brøndby, men her blev det til kun tre måneder, førend han vendte tilbage til FC Midtjylland