Horsens hjælper unge mødre på studiet

Et nyt tilbud ’Mor på studiet’ i Horsens Kommune, hjælper unge mødre til at klare både barn og studier.

For helt unge mødre kan det være svært at holde fast i studierne - eller at komme i gang med at studere - når en baby vender op og ned på tilværelsen.

Unge mødre føler sig ofte alene eller isolerede på studiet, fordi livet med børn er meget anderledes end deres medstuderendes. Det giver særlige udfordringer i form af tid til at studere, børneopdragelse, økonomi og bolig.

Et nyt tilbud ’Mor på studiet’ under Sundhedsplejen i Horsens Kommune, hjælper de unge mødre på vej og hjælper dem med at danne netværk til andre i samme situation.

- Børn er selvfølgelig velkomne og bliver passet af frivillige, mens de unge forældre deltager i gruppen, siger Line Elbæk Clausen, der er tovholder på projektet. Hun tilføjer, at unge fædre naturligvis også er meget velkomne i gruppen.

Har den unge brug for mere konkret hjælp til boligsøgning, diverse ansøgninger, brug for en bisidder, eller behov for sparring i hverdagen, så er der også mulighed for at få tilknyttet en mentor.

Til aktiviteterne deltager frivillige fra Dansk Røde Kors i Horsens og en aktivitetstovholder.

Første hold starter mandag den 2. november i Familiehuset i Smedegade i Horsens