Horsens spiller med underskud

Et nyt stort underskud truer AC Horsens. Det viser klubbens halvårsregnskab, der torsdag blev præsenteret. 

Superligaklubben forventer nu at komme ud af 2011 med et underskud på otte mill. kr. før skat mod det tidligere forventede 5,2 mill. kr.
Og det tal holder kun, hvis den sportslige succes i efteråret fortsætter, så der kommer rigeligt med tv-penge.

Sponsorer svigter

Sponsorerne svigter AC Horsens, og bestyrelsesformand Ole Rasmussen er ikke tilfreds med udviklingen.
- Sportsligt er vi umådeligt tilfredse. Det kører på skinner, men det er et paradoks, at det ikke afspejler sig i vores økonomi. Det er vores sponsorindtægter, der halter, siger han.