Horsens vil have nyt campus: Studerende jubler

Horsens Kommune har planer om at bygge et nyt campus tæt ved banegården, og det begejstrer de studerende.

Efter Horsens Byråd blev enige om budgetterne står det klart, at der kommer til at ske store forandringer i Horsens bymidte. Blandt andet er det planen, at der skal etableres et nyt campus tæt ved banegården, som kommer til at rumme mange forskellige uddannelser.

Hos Ungerådet Horsens er de svært begejstrede for beslutnignen.

- Får vi 8000 studerende ned på den nye campusgrund, så er der lige så meget liv, som der er i Aarhus, og når det så oven i købet er billigere at bo i Horsens, så kan jeg kun se det er positivt, siger Thomas Højgaard fra Ungerådet Horsens til TV SYD.

quote

Det er en super attraktiv plan for alle parter

Thomas Højgaard

Planen er, at det nye campus skal rumme mange flere uddannelser, end VIA gør i dag. Og det er noget, de unge studerende godt kan lide.

- Jeg har lidt manglet noget tværfagligt imellem uddannelserne, og det tror jeg også, at der vil komme nogle løsninger på, når vi får det samlet dernede, siger et andet medlem af rådet, Nanna Kejlberg.