Hver tredje kandidat i Horsens er på Twitter

Det sociale medie Twitter indtager en stadig mere central rolle i valgkampen. Hver tredje kandidat til byrådet i Horsens er nu på Twitter.

To uger før valget er 34 ud af 112 kandidater i Horsens på Twitter. Dermed er kandidaterne i Horsens løbet fra de øvrige kommuner i Syd- og Sønderjylland, når det handler om at føre valgkamp på det, der er af mange danskere stadig opleves som et nyt socialt medie.

I gennemsnit er ca. 1 ud af 8 kandidater i Syd- og Sydjylland på Twitter. Der er stor forskel på hvor aktive kandidaterne er, og tallet dækker ligeledes over store lokale forskelle.

Kandidaterne i Vejle og Fredericia er således også flittige brugere af Twitter, mens Jesper Krarup fra Dansk Folkeparti er ene mand om at stjæle al opmærksomheden på Twitter i Tønder.

En række syd- og sønderjyske medier er i forbindelse med valget gået sammen om den fælles Twitter-profil @kvsyd. Medierne følger her i alt mere end 200 lokale kandidater.

Horsensianerne kan allerede mandag få glæde af deres mange Twitter-profiler, når TV SYD sender en times valgdebat fra Sandbjerghus i Søvind. Her kan alle, der ikke har mulighed for at møde op som publikum nemlig stille spørgsmål og kommentere debatten direkte under udsendelsen via Twitter #kvsyd og #horsenspol

Du kan se den livlige valgdebat fra Twitter #horsenspol øverst til højre på siden her.

 

Fakta

Der Nordschleswiger, Fredericia Dagblad, Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad, P4 Trekanten, DR Syd og TV SYD er i forbindelse med valget gået sammen på de sociale medier for at give alle syd- og sønderjyder en samlet, stærk valgdebat.

Twitter bruges som omdrejningspunkt for debatten, bl.a. fordi det sociale medie giver mulighed for at vise kandidaternes budskaber med bestemte hashtags (emneord) direkte på mediernes hjemmesider.
På forsiden af TV SYDs hjemmeside kan man f.eks. se kommentarer fra Twitter, der har fået tilføjet #kvsyd, mens kommentarer der har fået tilføjet #horsenspol vises sammen med nyheder fra Horsens.

Medierne har desuden en fælles Twitter-profil @kvsyd, hvor de udsender deres valgnyheder og følger de lokale kandidater.Se mere om den fælles valgdebat på www.tvsyd.dk/valgdebatten