Indflydelse sænker sygefravær

Når både de ældre og personalet får mere indflydelse på planlægningen af deres hverdag, falder sygefraværet drastisk. Det vi ser erfaringer fra Plejecentret Orions Hus i Horsens.

Personalet på er blevet meget gladere for at gå på arbejde, efter at husets beboere har taget skeen i egen hånd. I løbet af et år er personalets sygefravær således faldet fra 6,7 procent til 2,5 procent.

- Tidligere skulle beboerne indrette deres liv efter personalets vagtplaner. Nu er det lige omvendt. De ældre kan selv bestemme deres sengetider, hvornår de vil i bad, til frisør m.m. Det stiller store krav til personalet, men det betyder også, at medarbejderne får større ejerskab til opgaverne, og at de bliver gladere for at gå på arbejde. Helt konkret afspejler det sig blandt andet i et meget lavt sygefravær, siger Stenunn Sif Kaplan, der er assisterende områdeleder.

Ifølge social- og sundhedsassistent Dorte Laursen betyder arbejdsomlægningen alt:
- Mere selvbestemmelse til de ældre gør både beboerne og os gladere. Samtidig styrkes vores faglighed, fordi vi får frigjort mere tid til at tage en kvalificeret samtale med de ældre og give dem den rette støtte, når de efterspørger vores hjælp, mener Dorte Laursen.

91-årige Margrethe Lykkeager går også ind for mere magt til de ældre, og hun er glad for de nye tider:

- Jeg står normalt op kl. 8.00, men har jeg lyst til at ligge en time mere, gør jeg bare det. Jeg kan også selv sige, hvilken dag jeg vil i bad. I det hele taget er stemningen en helt anden nu, hvor vores gøremål ikke længere skal puttes i kasser, siger Margrethe Lykkeager.

Al magt til de ældre er led i Horsens Kommunes innovationsprojekt ?Hold dig i form selvom du bor på plejehjem?. Udover at give beboerne mere livskvalitet har projektet også fokus på at sikre dem professionel hjælp til at bevare deres funktionsevner.
Orions Hus omfatter 29 plejeboliger.