TV der bevæger dig

Intelligente vejtavler hjælper trafikanterne uden om kø

Fem nye rejsetidstavler vil fremover vise trafikanterne i Horsens, hvilken vej der er den hurtigste til henholdsvis byens centrum og motorvej E45

Med en grøn pil og et minuttal fortæller de fem intelligente tavler, hvor mange minutter bilisterne kan spare ved at vælge den rute, der er mindst trafik på. Foto: Horsens Kommune

Med en grøn pil og et minuttal fortæller de fem intelligente tavler, hvor mange minutter bilisterne kan spare ved at vælge den rute, der er mindst trafik på.

- Vi har sat rejsetidstavlerne op for at give bilisterne en ekstra service, som fortæller, hvor det overordnede vejnet er mindst og mest belastet. Tavlerne henter information fra bilisternes GPS, og det betyder, at når der bliver trængsel på en strækning, vil det afspejle sig på tavlerne, forklarer Allan Lyng Hansen, afdelingschef i Affald og Trafik i Horsens Kommune.

Fire af tavlerne viser de hurtigste ruter for bilister, der skal ind til Horsens centrum. Den femte rejsetidstavle står på Haldrupvej lige før Sølystvej og viser, om det er hurtigst at køre ad Strandpromenaden eller Langmarksvej ud til E45. 

Her står tavlerne i Horsens

Tavlerne blev sat op i starten af august og er nu alle i drift. Tavlerne er dynamiske og opdateres hvert femte minut.

- I de her år arbejder vi på en lang række forbedringer af vores veje, og derfor kan tavlerne også vise, hvis der f.eks. opstår kø på grund af vejarbejde. Det kan f.eks. være tilfældet på Schüttesvej, hvor vi lige er gået i gang med udvidelsen af vejen. Vi kan også bruge tavlerne ved særlige begivenheder f.eks. store kulturarrangementer, eller hvis vi har brug for at informere om, at en vej er spærret, siger Allan Lyng Hansen.

Hvis der blot er ca. et minuts forskel i rejsetiden på de ruter, tavlerne viser, vil tavlerne guide bilisterne ud på de veje, der er en del af kommunens overordnede vejnet.

Læs også Birthe skal ikke evakueres igen

 

Mest sete på tvsyd.dk