Jysk borgmester forstår ikke modstand mod udflytning af arbejdspladser

Borgmesteren i Horsens er uforstående overfor modstanden mod at flytte statslige arbejdspladser til byen.

Der risikerer at blive stille i kantinen, når De Økonomiske Råds sekretariat flytter fra København til Horsens, som led i regeringens udflytningsplan for statslige arbejdspladser. Kun 3 ud af 37 medarbejdere overvejer at flytte med, og det har fået flere kritikere på banen. De er bekymret for, om rådene kan få kvalificeret arbejdskraft.

quote

- Lige præcis den her slags arbejde er meget attraktivt i Jylland. Som det er nu, skal man flytte til København for den slags job, og vi har blandt andet Aarhus Universitet i vores baghave, som vi kan rekruttere fra.

Peter Sørensen (A), borgmester, Horsens

- Det klinger lidt hult. Lige præcis den her slags arbejde er meget attraktivt i Jylland. Som det er nu, skal man flytte til København for den slags job, og vi har blandt andet Aarhus Universitet i vores baghave, som vi kan rekruttere fra, siger borgmester i Horsens Peter Sørensen (A).

Aktører som Dansk Industri, LO og forhenværende vismænd er modstandere af udflytningen. De mener, at den kan svække vismændenes rolle som økonomisk vagthund over for regeringen. Det afviser borgmesteren.

- Det tror jeg simpelthen ikke på. Det kan man godt italesætte som et problem, hvis man vil, men jeg er ikke bekymret, siger borgmester i Horsens Peter Sørensen (A).

Det er stadig ikke meldt ud, hvornår sekretariatet flytter fra storbyen til Jylland.

Fakta om De Økonomiske Råd

  • De Økonomiske Råd består af Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd 
  • De Økonomiske Råd fungerer som uvildige økonomisk-politisk rådgivere for beslutningstagere og vagthund over for regeringen
  • De to råd ledes af et fælles formandskab, der kaldes "de økonomiske vismænd"