Kæmpekran løfter 130 ton tag på plads

En af Danmarks største mobilkraner var lørdag kørt i stilling i Horsens . Her fik den gamle fængselsgård nyt glastag. Fremover skal stedet bruges til store konferencer og koncerter.

Der blev holdt godt øje med, at vinden ikke blev for hård, da de store stykker færdigbygget glastag blev løftet op i femte sals højde.

- Siden i går aftes har vi siddet med vores vejrapp, fordi vi var bekymrede for, at der kom for meget vind. Men nu har vi den første del af taget på plads og det er bare så fedt, fortæller projektchef Søren Vidriksen fra Casa A/S.

Kæmpekranen har samme højde som Rådhustårnet i Aarhus.
Kæmpekranen har samme højde som Rådhustårnet i Aarhus.
Foto: Ole Møller, TV Syd

For at sikre, at 130 ton glastag kom sikkert på plads, var der sendt bud efter en 750 ton mobilkran. Den er på højde med Rådhustårnet i Aarhus.

Glastaget overdækker den ene af fængslet gamle indergårde, og når hele projektet er færdigt, bliver gården en del af Vestsalen.

Der kommer tag over fængslets indergård.
Der kommer tag over fængslets indergård.
Foto: Ole Møller, TV Syd

En ny kultur- konference- og eventsal, der skal tiltrække flere arrangementer til Horsens.

- Formålet er at skabe et unikt rum, som både er noget helt nyt, men som samtidig bevarer det oprindelige og historiske. Vi føjer nyt til gammelt, og får skabt et arkitektonisk superflot rum i international klasse, siger Fængslets direktør Astrid Søes Poulsen.

Sådan kommer Vestsalen til at se ud, når den er færdig.
Sådan kommer Vestsalen til at se ud, når den er færdig.
Foto: Fængslet Horsens

Vestsalen løber op i 110 millioner kroner og er blandt andet støttet med 40 millioner kroner fra Foreningen Realdania og 40 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal.

Ifølge planen er byggeriet færdigt i december 2021.