Kæreste anholdt for knivstik

En 31-årig mand, som er kæreste med den 18-årige kvinde, som blev stukket i siden med en kniv, er anholdt. Han fremstilles i grundlovsforhør søndag morgen ved Retten i Kolding.

Politiet har nu fået overblik over kniv-dramaet, som fandt sted kort før kl. seks lørdag. Den unge kvinde blev stukket i siden i en lejlighed i Smedegade 87 i Horsens. Det var her, politiet fandt blodspor på fortovet og samme sted, ambulancen hentede kvinden.

- Vi kan endnu ikke sige noget om motivet, siger vagtchef Lars Grønlund til TV SYD kort før vagtskiftet kl. 15.

- Vi er igang med at afhøre manden i hvis lejlighed, det foregik, supplerer vagtchef Stig Simonsen på telefon-pressemødet kl. 17. Og det ligger ikke helt fast, om der skal ske en fremstilling.

Kvinden er fortsat indlagt, men er uden for livsfare.

Politiet blev først orienteret om kniv-stikkeret, da kvinden var bragt til sygehuset. Derfor var der i begyndelse usikkerhed om, hvor dramaet var sket. Hele gaden blev derfor spærret af, mens kriminal-teknikere undersøgte de mulige gerningssteder.

Men meget tyder på, at den 31-årige mand allerede er blevet anholdt i tidligt i morges. Grundlovsforhøret er nemlig sat til kl. 7.30 for at kunne opfylde kravet om at blive stillet for en dommer inden 24 timer.

Grundlovsforhøret holdes i Kolding, fordi retten her har grundlovsvagten i weekenden.