Ken har fuget i 28 år og har eget firma - nu kan han blive uddannet

I årevis har en uddannelse som fugemontør været efterspurgt, og nu er den blevet en realitet. Første hold er startet på skole i Horsens, hvor uddannelsen er placeret.

Et nyt hold fugemontørelever er kommet på skolebænken på Learnmark i Horsens. Og de er de første af deres slags. Uddannelsen er helt ny, og Horsens er det eneste sted i Danmark, hvor man kan blive uddannet fugemontør. 

- Jeg er faktisk ufaglært, så det var på tide at blive uddannet, fortæller Ken Hetner, som er en af de nye elever.

Men erfaring som fugemand har han rigeligt af - faktisk har han fuget i 28 år og har sit eget fugefirma i Helsinge. Det har bare ikke været muligt før nu at tage en uddannelse som fugemontør.

Alle kan blive fugemontør

Nogle af eleverne har - ligesom Ken Hetner - erfaring med at fuge i forvejen, mens aldrig er helt nye i faget. Men spørger man Jens Peder Guldberg fra Fugebranchen FSO, så kan alle blive fugemontører:

- Det kan du blive, det kan jeg blive. Vi kan alle sammen blive fugemontører. Nu er der lavet en uddannelse på halvandet år, hvor man får den teoretiske baggrund, og så kommer man ud i praktik i virksomhederne.

Det kræver både koncentration og præcision at fuge.
Det kræver både koncentration og præcision at fuge.
Foto: Pernille Leftes, TV SYD

Uddannelsen har været undervejs i årevis og er et samarbejde mellem Fugebranchen FSO, Byggeriets Uddannelser, Dansk Byggeri og 3F. Flere af de nye elever har allerede praktikpladser, og dem der mangler, behøver ikke frygte, at det bliver svært at finde en praktikplads:

- Der er meget brug for dem. Fugebranchen efterspørger hele tiden fugefolk, fortæller Jens Peder Guldberg.

Næste gang er det de ansattes tur

- Det gode ved at være fugemand er, at du har frihed. Du er ude i den friske luft mange gange. Det er alsidigt, og der er mange forskellige opgaver, siger Ken Hetner.

Det næste halvandet år er Ken Hetner både lærling og mester i sit firma, mens han færdiggør uddannelsen som fugemontør. Og når han er færdig, så skal hans ansatte også en tur på skolebænken:

- Vi tager én ad gangen. Nu starter jeg, og når jeg er færdig, så er det den næstes tur. Så vi skal igennem alle sammen. Selvfølgelig skal vi det.