Kendt erhvervsmand omkommet

Det var den kendte erhvervsmand, Niels Hede Nielsen, Horsens, der faldt i lystbådehavnen i Horsens i går ved 17-tiden.

Niels Hede Nielsen var død, da han blev bjærget. Han blev 73 år.

Niels Hede Nielsen var tredje generation i et af Danmarks mest kendte industri-dynastier.
 
Hans bedstefar af samme navn grundlagde i 1906 Horsens Cykellager. Hede Nielsen var i 1930'erne byens næststørste virksomhed med 240 ansatte. Fabrikkerne producerede rør, cykelstel og ikke mindst cykelsadler. Senere importerede virksomheden usamlede Velo-knallerter fra Frankrig, der blev samlet på fabrikken.

En anden gren af virksomheden fremstillede svejsegasser.

Bedstefaderen lagde også grunden til en radiofabrik.

Niels Hede Nielsens sønner, Eigil og Ove Hede Nielsen, førte fabrikkerne videre, da faderen døde i 1943.

Opbyggede Arena

Brødrene udviklede radiofabrikken, der også kom til at omfatte produktion af fjernsyn under navnet Arena. Fabrikken var i 1963 Danmarks største radio- og tv-virksomhed med en produktion på over 200.000 enheder.

Fabrikken brændte i 1970 og trods et samarbejde med en engelsk partner, kom den aldrig på fode igen. I storhedstiden havde den 700 ansatte.

I dag er der kun en velgørende fond tilbage af dynastiet.

Familien Hede Nielsens Fond yder støtte til kulturelle, videnskabelige, sociale, uddannelsesmæssige samt almennyttige eller velgørende formål.

Fonden uddeler mellem seks og syv millioner kroner årligt.
 
Niels Hede Nielsen var søn af Eigil Hede Nielsen. Den 73-årige var en ivrig sejler.

Kilde Kulturarvsstyrelsen.