Klistermærker skal få os til at holde til højre

Trods flere kampagner kniber det fortsat for mange bilister at holde til højre i trafikken. Nu forsøger Vejdirektoratet at få bilisterne i tale med magnetstrimler og skilte.

Hele 77 procent af de danske bilister er enige i, at det er et stort problem, at mange ikke holder til højre, når de kører på motorvejen. 

Alligevel er der stadig mange bilister, der kører rundt i midtersporet på motorvejen istedet for at  trække ind til højre.

Derfor stod Vejdirektoratet i dag klar på rastepladsen ved Skærup. Her blev der uddelt Hold til højre - klistermærker til bilisterne. Det skal sammen med skilte på motorvejen være med til at få bilisterne over i det rigtige spor.

- Det er vigtigt, at få bilisterne til at udnytte vejen bedst muligt. Der er så meget plads derude, der ikke bliver udnyttet. Samtidig så opstår der nogle farlige situationer, når vi overhaler indenom, siger Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder ved Vejdirektoratet, til TV SYD.

quote

Nu har jeg kørt som sælger i 10 år, og det er enhver sælgers mareridt.

Henrik Rejnholt Andersen, bilist

Kampagnen er starten på baggrund af en undersøgelse, som Vejdirektoratet har lavet. Den viser, at 51 procent af bilisterne er allermest irriteret over bilister, der ikke holder til højre.

- Nu har jeg kørt som sælger i 10 år, og det er enhver sælgers mareridt. Men jeg tror, at de skilte, der bliver sat op på motorvej, de hjælper, for der er mange, der ikke tænker over det. Selvom der er tre baner, ligger man i den midterste, siger bilist Henrik Rejnholt Andersen, til TV SYD.

 Det er ikke første gang, at der bliver lavet kampagne for at få flere til at holde til højre, og det bliver nok heller ikke sidste gang, fortæller Vejdirektoratet.

- Når man skal ændre adfærd, har man brug for at blive mindet om det på mange forskellige måder. Derfor bruger vi skilte og magneter denne gang, og vi kan se, at det hjælper, når vi laver kampagner, siger Marianne Foldberg Steffensen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.