Krydderpølser tilbagekaldes efter fund af salmonella

En rutinekontrol har fundet salmonella i et parti pølser af mærket Carl Vollstedt Kryddergriller, som nu bliver tilbagekaldt.

Horsens-virksomheden Delika Food Group tilbagekalder et parti Carl Vollstedt Krydderigriller, da der er fundet salmonella i produktet.

Det oplyser Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

Styrelsen oplyser, at pølserne er solgt i Netto-butikker landet over og har udløbsdatoer mellem 26. juni 2022 og 28. juni 2022. 

Man opdagede salmonella i pølserne ved en rutinekontrol, og skulle man have købt produktet, anbefaler Fødevarestyrelsen at levere pølserne tilbage til butikken, hvor de er købt, eller smide pølserne ud.

Hvis man spiser pølserne er der risiko for at blive smittet med salmonella. Symptomerne på salmonella er diarré, mavesmerter, feber, hovedpine og måske kvalme og opkast. 

Sygdommen kan vare fra få dage til flere uger, og oplever man at blive alvorligt syg, skal man kontakte egen læge eller lægevagten.