Kuffert fører til evakuering af Horsens Banegård

En kuffert efterladt i et tog satte togtrafikken i stå og betød, at banegården i Horsens osdag aften blev evakueret.

En kuffert, der blev efterladt på et tog i Vejle, førte onsdag aften til bombealarm, der satte togdriften i stå og betød, at politiet evakuerede Horsens Banegård.

- Personalet på toget fik at vide, at en udlænding havde sat en kuffert ind i toget i Vejle og var gået igen, fortæller vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, Svend Pedersen.

Da toget kom til Horsens, ville lokoføreren ikke køre videre, og politiet blev alarmeret.

- Vi fik tømt toget og evakueret stationen, siger vagtchefen.

Ejermanden meldte sig

Kort efter blev politiet kontaktet af DSB.

- De fortæller, at der sidder en mand i toget i Hedensted, som fortæller, at kufferten er hans.

- Så vi sender en patruljevogn til Hedensted efter ham, og i Horsens fortæller han, hvad der i i kufferten, hvorefter han åbner den, og det viser sig, at det er hans, siger vagtchefen.

Det viste sig, at den 36-årige mand var stået på i Fredericia og skulle af i Vejle.

- Han har både cykel og kuffert med, men kan ikke få begge dele med ud på én gang, forklarer Svend Pedersen.

- Derfor stiger han først af med cyklen, men inden han når at få kufferten med sig, kører toget.

Den 36-årige tog derefter det næste tog nordpå i håb om at få fat i sin kuffert, der altså i mellemtiden havde nået at udløse en bombealarm.