Kvindelandskamp i Horsens aflyst

DBU har tirsdag formiddag besluttet at aflyse kvindelandskampen i Horsens mellem Danmark og Holland.

Fredag aften skulle kvindelandsholdene fra Danmark og Holland spille revanche-opgør for EM-finalen i sommer på et udsolgt CASA Arena i Horsens med 8.000 tilskuere.

I aftes meddelte Spillerforeningen, at spillerne på kvindelandsholdet ikke ønsker hverken at møde op i landsholdslejren eller at spille kampen, når de ikke kan få opfyldt deres ønsker til en ny landsholdsaftale. Det skete efter, at DBU og Spillerforeningen forhandlede hele søndag aften uden at nå til enighed. I forhandlingerne har DBU tilbudt fortsættelse af nuværende kollektive aftale samt forhøjelse af kvindelandsholdets kamphonorar, bonus, stipendiater og andel af billetindtægter. 

Når spillerne ikke vil stille op, kan DBU ikke forsvare at spille landskampen mellem Danmark og Holland og har i dag meddelt dette til det hollandske fodboldforbund, UEFA og en række andre relevante myndigheder. Herudover er der skrevet en mail til alle billetkøbere, der får tilbudt at få pengene tilbage. Det oplyser DBU i en pressemeddelelse.

Det er endnu uafklaret, hvad der skal ske i forhold til næste uges VM-kvalifikationskamp mellem Ungarn og Danmark. DBU er i dialog med FIFA og UEFA om, hvordan situationen skal håndteres, da det er en helt særlig situation uden fortilfælde.