Lettelse mandag morgen: Vi slap for store oversvømmelser

Beboerne langs de østvendte kyster og havne ved Horsens, Juelsminde, Vejle og Fredericia slap fra den høje vandstand og truende oversvømmelser uden større skader.

Stormen Ingolf pressede søndag vandstanden op i faretruende højder flere steder langs de østjyske kyster, men vandmasserne har ikke skabt større ødelæggelser, lyder vurderingen fra politi og beredskab i de tidlige morgentimer mandag. 

Klokken 01.40 mandag meddelte DMI, at vandstanden havde kulmineret.

quote

Nu venter der mange en mandag med oprydning og rengøring - men vi slap nådigt denne gang.

Jørn Bystrup, vagtchef, Sydøstjyllands Politi

I Horsens blev mange veje omkring havnen søndag aften spærret af for at forhindre oversvømmelser af huse. 

- Vandet stod helt på op vejene omkring politigården i Horsens - men vi har ingen meldinger om, at vandet er sluppet ind i husene og har givet større skader nogen steder i politikredsen. Nu venter der mange en mandag med oprydning og rengøring - men vi slap nådigt denne gang, siger vagtchef Jørn Bystrup, Sydøstjyllands Politi, mandag morgen til TV SYD.

Søndag aften klokken 22.45 oplyste Horsens Kommune på sin hjemmeside, at vandstanden i Horsens Fjord faldt ganske langsomt igen, og det forventes, at alle vejspærringer vil være fjernet, så morgentrafikken mandag morgen igennem Horsens indre by kan afvikles uden problemer. 

Også områder omkring havnen i Vejle blev spærret af. 

Juelsminde og Fredericia var ligeledes truet af problemer med vandet - men også her nåede man ikke de varslede højder og undgik skader og oversvømmelser.