Livsstilscenter har fået ny leder

Livsstilscentret i Brædstrup, som var et af det gamle Vejle Amts største succeser , har fået flere pladser og en ny leder. Centret skal fremover drives sammen med Terapi-afdelingen i Horsens.

Fra 1. februar ledes Livsstilscentret på det gamle sygehus i Brædstrup af Lene Lange. Hun er også leder af Terapiafdelingen på Hospitalsenheden Horsens, hvor ergo- og fysioterapeuter arbejder på at gøre patienter så selvhjulpne som muligt. De to afdelinger skal fremover administreres samlet, men arbejder selvstændigt.

Centret, som i dag drives af Region Midtjylland, er blevet udvidet fra 24 til 36 patienter. Det blev markeret i sidste uge.

Der er 15 ansatte på Livsstilcentret plus eksterne læger inden for flere specialer, som er tilknyttet.

Den nye leder, som er ergoterapeut, går meget ind for forebyggelse og for at sikre patienter tabte færdigheder.

- Vores ambition er at tænke endnu mere i forebyggelse, så patienterne får redskaberne til at ændre deres livsstil, før de bliver rigtigt syge. Det kommer både patient og samfund til gode, siger Lene Lange.