To mænd sigtet for grov vold og frihedsberøvelse – huggede lillefinger af med økse

Sagens tre mænd er alle kendt fra misbrugsmiljøet i Horsens.

En 25-årig mand og en 33-årig mand, begge fra Horsens, er blevet sigtet og varetægtsfængslet for grov vold mod en 41-årig mand.

De to mænd er sigtet for legemesangreb af særlig farlig karakter, frihedsberøvelse og vidnetrusler, fordi de natten til den 13. juli holdt en 41-årig mand til fange i en lejlighed, mens de tævede ham.

Sydøstjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse, at den 41-årige fik flere knytnæveslag, blev slået i hovedet med et baseballbat eller lignende og fik hugget sin højre lillefinger af med en økse.

Det var den 25-årige, der førte øksen, mens offeret blev fastholdt af den 33-årige. Offeret blev hugget flere gange i hænderne med øksen og mistede altså en lillefinger ved hændelsen.

Episoden skete i og omkring en lejlighed på Vesterled i Horsens, hvor der bor flere socialt udsatte borgere.

De to mænd kærede ikke varetægtsfængslingen, og de er derfor fængslet i fire uger.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og Sydøstjyllands Politi har derfor ikke flere oplysninger om sagen, mens den bliver efterforsket.