McDonald's-røvere var 15 og 16 år

To drenge på 15 og 16 år begik ved midnat tirsdag to røverier mod McDonald's-restauranter i Vejle og Horsens. De blev anholdt senere på natten.

To drenge kørte tirsdag aften og nat rundt i en lille rød stjålet Hyundai i10 og røvede McDonald's restauranter i Vejle og Horsens.

- Hos McDonald's på Jens Ravns Vej i Vejle truede de sig kl. 22.56 til et mindre kontantbeløb, fortæller vagtchef Henrik Dam, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Det samme skete igen ved kl. 00.39 ved McDonald's på Vejlevej i Horsens.

Godt tre timer senere fik politiet så kontakt til de to gerningsmænd i Hornsyld, hvor drengene erkendte røverierne.

Drengene er fra Aarhus Kommune, og føreren var påvirket af stoffer. Politiet regner med, at gerningsmændene bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag formiddag.