Mor dømt for at slå ballonklovn

En 27-årig mor til tre blev torsdag ved Retten i Horsens dømt for vold begået mod en ballonklovn i Horsens.

Det skriver Horsens Folkeblad.

- Det føltes som knytnæveslag, det så ud som knytnæveslag, og det var knytnæveslag, svarede ballonklovnen Pokus i retten, da anklageren spurgte, hvordan det føltes, da kvinden ramte ham i ansigtet.

Kvinden havde nemlig forklaret, at der var tale om skub, mens anklagen lød på knytnæveslag.

Vidneforklaringer, dommeren betegnede som faste og præcise, støttede imidlertid ballonklovnens forklaring, og domsmandsretten konkluderede derfor, at der var tale om slag.

Den slags er takseret til 40 dages fængsel og udløser som udgangspunkt en ubetinget fængselsstraf. Retten valgte dog at gøre straffen betinget af, at den 27-årige kvinde ikke begår ny kriminalitet inden for et år. Samtidig skal hun udføre 30 timers samfundstjeneste.

Retten begrundende den betingede dom med kvindens gode personlige forhold og med det faktum, at ballonklovnen i et eller andet omfang havde givet anledning til slagene.

14 dages betænkningstid

Slagene faldt den 10. august i forbindelse med "Store Legedag" i Mimersgade i Horsens. Her var klovnen Pokus, som lyder det borgerlige navn Jan Christian Dürr, hyret til at lave ballondyr til børnene.

Han har forklaret, at en dreng, som er den 27-årige kvindes søn, under seancen gentagne gange hev balloner op fra klovnens lomme, på trods af, han blev bedt om at lade være. Det fik til sidst klovnen til at miste tålmodigheden med drengen, og han tog ham derfor i armen i jagten på drengens mor.

Episoden fik kvinden til at ringe efter politiet og anmelde klovnen for at tage fat i hendes søn. Politiet dukkede op, men ønskede ikke at gøre mere ved sagen.

Da klovnen efterfølgende delte visitkort ud, stødte han igen på den 27-årige kvinde. Hun bad ham forsvinde fra pladsen, men det ville han ikke, da han var hyret til at være der. Det har de begge forklaret.

Jan Christian Dürr og vidner forklarede, at slagene derefter kom "ud af det blå".

Kvinden forklarede, at klovnen stak sit ansigt "helt op i hovedet" på hende. Hun forklarede, at hun var bange for ham, og at hun først bad ham at gå og derefter to gange skubbede hans ansigt væk.

Kvinden valgte efter domsafsigelsen i samråd med sin forsvarer at tage de 14 dages betænkningstid, som retten giver mulighed for, i forhold til ankespørgsmålet.