Nej til mobiler i fængslet

Et flertal i Folketinget vil give lov til at indsatte i lukkede fængsler får lov til at bruge mobiltelefoner. Men Kriminalforsorgen kalder det en farlig ide.

Statsfængslet Møgelkær ved Juelsminde har sammen med fængslet på Søbysøgård på Fyn kørt et forsøg med at give indsatte mulighed for at ringe i privat mobil telefon.

Men begge de nævnte fængsler er åbne fængsler. Og direktøren i Kriminalforsorgen, William Rentzmann, mener, at mobiler i lukkede fængsler kan være farlige og kan misbruges til kriminelle aktiviteter.

Samtaler båndes

- Der er altså en grund til, at man er placeret i et lukket fængsel. Typisk fordi man er farlig, undvigelsestruet, eller fordi man har smuglet ting ind. Og der er risiko for, at man i et lukket fængsel vil bruge telefonerne til at planlægge ny kriminalitet, siger han.

Også direktør Jørgen Bang i Statsfængslet Østjylland i Enner ved Horsens er imod.

I dag har de indsatte i Statsfængslet Østjylland adgang til fastnet telefoner i fællesområder. Telefonerne kan overvåges - og alle samtaler båndes.

Den mulighed giver private mobiltelefoner ikke.

True vidner

Mobilerne kan blandt andet blive brugt til at true ofre og vidner. Men William Rentzmann frygter desuden, at de indsatte kan bruge dem til at få narko ind i fængslet.

- Der er en risiko for, at man kan stå i sin celle og kigge ud og dirigere indkastning af stoffer over hegnet, siger han.

Har givet op

Dermed er han på linje med Christer Isaksson, der er sikkerhedschef i kriminalforsorgen i Sverige. Han har fortalt til Ritzau, at han ser viljen til at give de indsatte private telefoner som tegn på, at man har givet op over for problemet med indsmuglede mobiler.

Direktør i Kriminalforsorgen oplyser, at forsøgene i Møg
elkær og påp Fyn ikke har givet problemer. Bortset fra i et enkelt tilfælde.