Nu falder boligsalgene: Særligt én kommune stikker ud

For første gang i år falder antallet af solgte boliger. Især i Horsens, hvor hussalget falder drastisk.

Antallet af huse med et ”til salg”-skilt i forhaven er faldet betydeligt den seneste måned sammenlignet med tendensen op til april måned, der har været stigende. 

Det viser Boligsidens nye handelstal. 

Især Horsens Kommune stikker ud. Kommunen oplever et fald på 43 procent i boligsalg den seneste måned, mens de har oplevet en stigning på 56 procent det seneste år. Det er første gang i fem måneder, at boligsalget falder. 

Selvom tallene lyder vilde, så er der ifølge kommunikationsdirektøren ved Boligsiden ingen grund til panik. 

- Boligsalget i marts var helt vildt. Det er utaknemmeligt for april oven på en måned som marts. Man kan sige, at kadencen går ned fra ekstrem aktivitet til normal aktivitet, siger Birgit Daetz.

Trekantområdet 

I kommunerne Fredericia, Kolding og Vejle oplever man nogle af de mindste fald sammenlignet med de resterende kommuner i Syd- og Sønderjylland. Alle tre kommuner oplever et fald på under 20 procent hver især. Mens ændringen den seneste måned er faldende, så ser det helt anderledes ud for ændringen af boligsalg det seneste år. 

Det skyldes, at der stadig er høj aktivitet på boligmarkedet, selvom salget i april er faldet. 

Salget i april var nemlig det fjerdestørste i mere end de 11 år, hvor Boligsiden har lavet statistik over boligsalg.

- Boligsalgene op til april har været helt ekstreme i år, så niveauet er ikke lavt lige nu. Det er et ganske normalt niveau, men det ligner et vildt fald, fordi det tidligere har været så ekstremt, siger hun. 

Hun fortæller også, at det normalvis først er i andet kvartal, at boligsalget eksploderer. 

- Folk har haft meget tid, og derfor har folk haft tid til at kigge på boliger i første kvartal, siger hun. 

Haderslev er den kommune, der klarer sig bedst i landsdelen. Der oplever nemlig kun et fald på én procent og en årlig stigning på 132 procent.

En naturlig udvikling

Hos Nykredit kalder boligøkonom Mira Lie Nielsen det naturligt, at aktiviteten går ned. Hun peger på, at det skal ses i sammenhæng med genåbningen af Danmark.

- Nu kan vi igen komme til fodbold, på café og i biografen i fritiden, og arbejdslivet drøner derudaf, så der vil ikke længere være helt så meget overskud til at fokusere på boligen.

- Desuden betyder de relativt høje prisstigninger på boliger, især i de store byer, at færre boligkøbere kan og vil være med, siger hun til Ritzau.

KommuneDen procentvise stigning i salgspriser på villaer og rækkehuse det seneste år
Hedensted13,6%
Horsens6,9%
Vejle17,6%
Kolding4,8%
Esbjerg4,3%
Haderslev10,7%
Aabenraa7,9%
Tønder-3,8%
Sønderborg19,4%
Fredericia8,7%
Varde-3,3%
Billund9,2%
Vejen15,4%

Prisstigninger på 8,5 procent

Priserne på villaer og rækkehuse er det seneste år steget med 8,5 procent i gennemsnit. Tallet lyder på 14 procent på landsplan.  

- Nu hvor efterspørgslen ikke er så ekstrem mere, så vil det naturligvis også afspejle sig i boligpriserne. Det kan lægge en dæmper på de store prisstigninger, siger hun.

På det seneste har en række aktører opfordret regeringen til at indføre tiltag, der kan dæmpe prisudviklingen.

Det gælder blandt andet Nationalbanken, Finanstilsynet og statens finansielle risikoovervåger - Det Systemiske Risikoråd.

Sidstnævnte varslede i marts, at det på det næste møde i juni forventer at henstille til, at der gribes ind.

Regeringen er ikke forpligtet til at følge indstillingen, og regeringen har tidligere afvist indgriben på boligmarkedet.