Nu går Horsens-sejler efter sølvmedaljen i Barcelona

Efter de to sejladser lørdag ved Laser Radial-klassens EM i Barcelona fastholder Horsens-sejleren Anne-Marie Rindom den samlede andenplads, som hun har ligget på igennem hele stævnet.

Længe trak det nemlig op til aflysning af lørdagens sejladser på grund af manglende vind, men midt på eftermiddagen valgte baneledelsen at sætte den første i gang. 

Den klarede Horsens-sejleren dårligt, da hun fik en straf og sluttede som nummer 24, hvilket var hendes dårligste placering ved stævnet.

Efter endnu en udsættelse sluttede hun på 9.-pladsen i den anden sejlads, og det rakte til at holde andenpladsen i den samlede stilling.

Rindom er 15 point efter hollænderen Marit Bouwmeester, der er regerende verdensmester og olympisk mester. Danskeren har 16 point ned til en tysk og en græsk sejler, der deler tredjepladsen.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg fik rettet op på tingene og sejlede med selvtillid. Jeg holdt min position, og selv om Marit Bouwmeester nok er stukket af, så ser det ok ud for mig. Og jeg plejer at være god, når det spidser til, siger Anne-Marie Rindom inden søndagens to afsluttende sejladser. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.