Ny AC Horsens-træner tror på overlevelse

AC Horsens har hentet sin nye cheftræner Jens Berthel Askou hjem fra Færøerne.

Jens Berthel Askou har senest været cheftræner for færøske HB Torshavn, som han har ført til både mesterskab og pokaltitel, og AC Horsens har købt ham ud af kontrakten, så han er klar til at hilse på sine nye spillere til årets første træning på torsdag.

Han afløser Jonas Dahl, der for en måned siden blev fyret efter kun et halvt år i Horsens.

Jens Berthel Askou fløj hjem fra Færøerne mandag.

Om en lille måned spilles forårssæsonens første kampe i Superligaen, og målsætningen er klar: AC Horsens skal blive i Superligaen.

- Jeg er et menneske, der rigtig godt kan lide udfordringer, og vi har en stor en af slagsen foran os lige nu i AC Horsens. Det kan godt være, at rampen er lidt stejl lige nu, men det betyder ikke, at det ikke kan lade sig gøre. Jeg elsker at vinde, og den følelse bliver ekstra forstærket, når man står i vores nuværende situation, hvor der har været langt mellem sejrene, og vi har ekstra brug for dem. Jeg tror på, at vi kan vinde på kort og lang sigt, og der er meget at vinde lige nu, siger Jens Berthel Askou til sin nye klubs hjemmeside.

Jens Berthel Askou.

* Født: 19. august 1982 (38 år).


* Job: Cheftræner i AC Horsens.


* Tidligere cheftrænerjob: Vendsyssel FF og HB Thorshavn.


* Seniorklubber som aktiv spiller og spillende assistenttræner: Holstebro, Silkeborg, Kasimpasa, Norwich, Millwall, Vejle-Kolding, Esbjerg, Skive, Thisted og Vendsyssel.


Resultater som cheftræner:


* Oprykning til Superligaen i 2017/18.


* Færøsk mester i 2019/20.


* Færøsk pokalvinder i 2019/20.


Kilde: Transfermarkt og Ritzau