Ny festuge ser dagens lys i Horsens

Det er Horsens Kommunes ambition, at festugen skal blive til en årligt tilbagevendende begivenhed.

Hvis du har hang til festuger, så kan du godt glæde dig til midten af juni.

Fra den 16. til 19. juni løber en ny fire dages festuge af stablen i Horsens under navnet "Horsens Holder".

Det oplyser Horsens Kommune i en pressemeddelelse.

Festugen kommer til at byde på koncerter, fællessang, børnefest, baggårdsbio, byvandringer, workshops, kunst, foredrag og meget andet i og omkring det centrale Horsens.

- Det, Horsens Holder kan, er et samle alle vores kulturaktiviteter, vi har rundt omkring i hele kommunen og give dem plads til at lege og være med til den her fest, siger borgmester Peter Sørensen (A) i pressemeddelelsen.

Indvielsen af gågaden sker samtidigt

I 2020 skulle byens gågade, Søndergade, indvies, men coronaen satte en stopper for dette arrangement.

Derfor slår Horsens Kommune nu den officielle indvielse sammen med den nye festuge.

- Den store fejring af vores nye gågade skal horsensianerne selvfølgelig ikke snydes for. Derfor bliver gågadefesten nu en del af Horsens Holder som noget helt særligt i 2022, siger borgmesteren.

Det er kommunens ambition, at festugen skal blive en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor alle kan bidrage og være en del af festen.