Ny slags læger til akutmodtagelserne

Tirsdag afslutter 22 speciallæger en to-årig uddannelse, som skal gøre dem bedre til at arbejde på de nye akutsygehuse, bl.a. i Horsens.

Regon Midtjylland står bag uddannelsen, der skal specialuddanne lægerne til at bemande de fem særlige akutmodtagelser, så patienterne kan få den rigtige behandling fra ankomsten.

? Det særlige ved vores uddannelsesforløb er tværfagligheden mellem sygeplejersker og læger, så de nu har den samme tilgang til arbejdet.

Første i landet

Det er den første specialuddannelse her i landet og vil formodentlig blive fulgt op af en ny national uddannelse, forventer Jeannie Rumph, projektleder for Uddannelsen i Akutmedicin i Region Midtjylland.

De første hold med de 22 læger er alle udvalgt af deres hospitalers ledelse. De er i forvejen speciallæger, men har med efteruddannelsen fået en bredere forståelse for at kunne tolke de akutte patienters symptomer, så de hurtigt kan give den rette udredning og få den rettet behandling.

Fremlægger opgave

Tirsdag fremlægger 22 speciallæger fra Region Midtjylland og Region Nordjylland deres kvalitetsopgaver. Det er deres eksamensopgaver efter to års undervisning fordelt over 30 dage. Halvdelen af uddannelsen er gennemført sammen med udvalgte sygeplejersker fra akutmodtagelserne.

Det er op til Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeren at afgøre, om akutmedicin skal gøres til et almindeligt lægespeciale. I forvejen eksisterer der 38 lægelige specialer.