Nye krav til boligsøgende skal få Horsens-bydele af ghettolisten

Kommunale politikere, politi og boligdirektører anbefaler nye udlejningskriterier for udsatte bolig- og ghettoområder.

Da årets ghettoliste tidligere i december blev offentliggjort, var boligområderne Sundparken og Sønderbro i Horsens begge på den lidet attraktive liste: Sundparken som et hårdt ghettoområde og Sønderbro som et udsat boligområde.

Det vil Horsens Kommune gerne ændre, og derfor har kommunen gennem en taskforce af kommunale politikere, boligdirektører og politi nu indført særlige udlejningskriterier for de to boligområder.

Hvad er forskellen på et udsat område og et ghettoområde?

Når ghettolisterne udgives, er boligområderne indelt i tre kategorier: Udsat boligområde, ghettoområde, hårdt ghettoområde. For alle tre kategoriseringer skal to af følgende fire kriterier være mødt: 

  • Andelen af beboere mellem 18-64 år uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse skal være over 40 procent 
  • Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer skal være tre gange så høj som landsgennemsnittet
  • Andelen af beboere mellem 30-59 år, der kun har en grunduddannelse, skal være over 60 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe
  • Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige mellem 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen

Er et boligområde bestående af mindst 1.000 beboere omfattet af minimum to af ovenstående kriterier er det et udsat boligområde. Hvis mere end 50 procent af et boligområdes beboere samtidig er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande er det et ghettoområde. Et boligområde bliver til et hårdt ghettoområde, hvis det er blevet kategoriseret som et ghettoområde fire år i træk.

 

Kilde: Transport- og boligministeriet

    For både Sundparken og Sønderbro gælder det nu, at boligsøgende over 18 år, der er i job eller under uddannelse, kan springe ventelisten over og dermed stå forrest i køen om at få tilbudt et sted at bo.

    - Vi vil forsøge at gøre det mere attraktivt at flytte ud i områderne, forklarer Michael Nedersøe (DF), der er fungerende formand for taskforcen.

    Han håber blandt andet på, at flere studerende vil øjne muligheden for at flytte til Sundparken eller Sønderbro, når de kan springe ventelisten over.

    Læs her, hvilke kriterier Sundparken og Sønderbro opfylder

    Sundparken:

    • 1.588 beboere
    • 47,8 procent er udenfor arbejdsmarkedet
    • 1,21 procent er tidligere dømte
    • 78,4 procent har kun færdiggjort grundskolen
    • 54,7 procent med lav bruttoindkomst

    Sønderbro:

    • 1.337 beboere
    • 43 procent er udenfor arbejdsmarkedet
    • 1,12 procent er tidligere dømte
    • 69,5 procent har kun færdiggjort grundskolen
    • 61,3 procent med lav bruttoindkomst

    Kilde: Transport- og boligministeriet

      Et ekstra kriterie for Sønderbro

      I Sønderbro er det samtidig ikke længere muligt at få tilbudt en bolig, hvis de boligsøgende har modtaget sociale ydelser som for eksempel kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse i seks sammenhængende måneder.

      - Vi gider simpelthen ikke døje med endnu en ghetto i Horsens. Det er der en del arbejde i, og det vil vi helst undgå, siger Michael Nedersøe (DF) om, hvorfor kommunen sætter ind overfor Sønderbro, der kun er kategoriseret som et udsat boligområde.

      Byråd skal træffe afgørelsen

      Udlejningskriterierne er sendt til byrådet som en anbefaling fra taskforcen. Byrådet skal nu beslutte, om de vil stemme kriterierne igennem. Det vil formentlig ske på det næste byrådsmøde i januar.

      Hvis kriterierne bliver vedtaget, vil det være boligforeningerne i områderne, der praktisk skal opretholde udlejningskriterierne. Ifølge den fungerende formand, er foreningerne klar til at løfte opgaven.