TV der bevæger dig

Nye motorvejsafkørsel til både Kolding og Horsens

Både Horsens og Kolding får en ny motorvejsafkørsel som en del af onsdagens trafikaftale.

Horsens-borgmester Peter Sørensen (S) glæder sig over ny motorvejsafkørsel.

Om nogle år vil Horsens have fire afkørsler ved motorvej E 45, mens Kolding når op på fem.

Horsens Kommune har fået 33 millioner kroner fra en statslig pulje til at etablere en fjerde motorvejsafkørsel ved Hatting.

Kommunen skal selv lægge 60-65 mio. kr. på bordet for at realisere projektet, og den opgave er kommunen klar til at løfte.

- Det er en sag, der er rejst for et stykke tid siden af Hans Bang-Hansen (V) og Jan Trøjborg (S), og med et godt og seriøst tværpolitisk arbejde mellem byrådet og de lokale folketingsmedlemmer er vi kommet i mål. Det er jeg meget tilfreds med, siger borgmester Peter Sørensen (S) til Horsens Folkeblad.

Kun få af mange ansøgninger er blevet tilgodeset i puljen på 151 mio. kr., og Hatting-afkørslen er den dyreste af de ansøgninger, der er gået igennem, mens Kolding får 30 millioner kroner til en ny afkørsel ved Ødisvej mellem den nuværende Kolding Syd og Christiansfeld-afkørslen.

 

Fakta om nye E 45-afkørsler:

  •  E45 Sønderjyske Motorvej - Etablering af nyt tilslutningsanlæg ved Ødisvej i samarbejde med Kolding Kommune (29,6 mio. kr.)
  •  E45 Østjyske Motorvej - Etablering af nyt tilslutningsanlæg mellem Horsens V og Horsens S, Hatting, i samarbejde med Horsens Kommune (33,0 mio. kr.)
  • Projekterne gennemføres af Vejdirektoratet i samarbejde med de lokale kommuner, som medfinansierer de pågældende projekter.

 

Mest sete på tvsyd.dk