Nye regler: Nu er det slut med at søge julehjælp flere steder

Sidste år havde næsten hver 3. af Dansk Folkehjælps ansøgere i Horsens Kommune søgt om julehjælp ved mindst én anden organisation.

Rene Elleby fejrede sidste år jul med sine to sønner med hjælp fra Mødrehjælpen. Han er på førtidspension, og derfor har han svært ved at sørge for en ordentlig jul for sine børn.

- Det var fantastisk, man bliver helt opløftet, og der falder en sten fra ens hjerte. Så er der plads til lidt ekstra, siger Rene Elleby til TV SYD.

Hvert år er der flere forskellige organisationer, der uddeler julehjælp, men fremover skal det være mere simpelt at søge om julehjælp i Horsens Kommune. Alle, der søger om julehjælp i Horsens, skal i år søge gennem Horsens Kommune.

- Fordelen, ved at gøre det på den her måde, er, at jeg er sikker på, at det er trængte familier, der får hjælpen, siger Hanna Bülow, leder af Mødrehjælpen Horsens.

quote

Den kritik, vi møder fra sponsorer og byens befolkning, som har puttet penge i vores indsamlingsbøsser, har været: ”Er I nu sikre på, at folk kun får én pakke?”.

Svend Aage Madsen, leder i Dansk Folkehjælp Horsens

Det gør det nemmere for ansøgerne, fordi de fremover kun skal søge ét sted. Derudover undgår man, at enkelte familier får støtte fra flere nødhjælpsorganisationer, fordi de har søgt om hjælp flere steder. Og det vækker begejstring hos både mødrehjælpen og Dansk Folkehjælp.

- Det er en rigtig godt ting. Den kritik, vi møder fra sponsorer og byens befolkning, som har puttet penge i vores indsamlingsbøsser, har været: ”Er I nu sikre på, at folk kun får én pakke?”, siger Svend Aage Madsen, leder i Dansk Folkehjælp Horsens, til TV SYD.

Sidste år fik Dansk Folkehjælp 299 ansøgninger fra familier i Horsens. Ud af dem havde 31,5 procent søgt om julehjælp ved en eller flere andre nødhjælpsorganisationer.

- Vi havde nogle triste oplevelser gennem årene, hvor det måske var de forkerte, vi hjalp. De kunne have en større indtægt, end vi lige regnede med. Her havde vi det dårligt med, at vi havde sagt nej til nogle andre, siger Hanna Bülow.

Hos Dansk Folkehjælps generaldirektør ser man også positivt på Horsens Kommunes initiativ.

- Det er meget fornemt, det Horsens Kommune gør, og jeg kunne godt ønske mig, at flere kommuner vil gøre det samme. Samtidig ved jeg også, at det ikke er realistisk, det er simpelthen et for stort arbejde for kommunerne, siger Klaus Nørlem, generaldirektør i Dansk Folkehjælp, til TV SYD.

Rene Elleby forstår godt folks tankegang, når de søger om hjælp flere steder, men han håber alligevel, at der kan blive julehjælp til ham igen i år.

- Folk tænker: ”Det er kun en gang om året, det gør ikke noget, og vi er også trængende”. Det er svært at appellere til folks moral, fordi folk selv tror, de har det hårdere end andre, siger Rene Elleby.