Brand i lastbil skabte lang kø på motorvejen

Mandag morgen spærrede en brændende autotransporter E45 i nordgående retning ved Horsens S. Motorvejen er nu åben igen.

Opdateret med oplysning om, at motorvejen igen er åben.

En brændende autotransporter har mandag morgen spærret østjyske motorvej fuldstændigt i nordgående retning. 

Det handler om strækningen mellem afkørsel 57 Horsens S og 56 B Horsens C. 

Strækningen er åbnet igen, og klokken 9.15 er autotransporteren ved at blive fjernet. 

Tidligere på morgenen skabte afspærringen lang kø på motorvejen.

Anmeldelsen om branden kom klokken lidt i seks mandag morgen, hvor autotransporteren var parkeret i nødsporet.

- Det er en autotransporter, der kører med elbiler, som er brudt i brand, og derfor har vi afspærret vejen helt, siger Jørgen Lindhardt, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Hvis elbilernes batterier bryder i brand, kan det udvikle sig til meget voldsomme og langvarige brande, der udvikler giftig røg, og derfor er vejen blevet fuldstændig afspærret. 

Brand og redning er til stede, og der er ingen meldinger om tilskadekomne.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.