Om under en uge bliver Josephine Focks skæbne afgjort

Den nyvalgte formand er endt i stormvejr, efter hun skulle have rusket ansatte. Om under en uge kommer Alternativets hovedbestyrelse med en udmelding.

Det er langt fra blevet den drømmestart som formand for Alternativet, som Josephine Fock nok drømte om.

Om under en uge kommer Alternativets hovedbestyrelse med en udmelding om den nyvalgte formands ledelsesstil.

- I yderste konsekvens kan vi indkalde til et ekstraordinært landsmøde, og i den mindste konsekvens kan vi tale om, hvordan vi udmønter god ledelse i Alternativet, siger Jesper Callesen, der er talsmand for hovedbestyrelsen til Ritzau.

Skulle have rusket ansatte

Udmeldingen kommer, efter at den 54-årige formand, som er opvokset i Horsens, for lidt over en uge siden landede i et stormvejr. Lørdag den 23. februar bragte Information en artikel, hvor en række unavngivne kilder sagde, at Josephine Fock adskillige gange havde opført sig kolerisk og flere gange fysisk havde rusket ansatte i partiet.

Det fik partiets hovedbestyrelse til at invitere kilderne og andre, der mener at kunne bidrage, til at kontakte hovedbestyrelsen og fortælle om deres oplevelser.

Efterfølgende meldte partiets tidligere leder Uffe Elbæk sig på banen. Han ville fortælle hovedbestyrelsen om de episoder med Josephine Fock, som han selv har været vidne til eller har været bekendt med, da han var leder for partiet.

I stormvejr efter én måned som formand

Josephine Fock blev valgt som ny formand for blot én måned siden. Der var i alt seks kandidater til posten som formand. Josephine Fock vandt med 936 stemmer ud af 1.604.

Hun var selv med til at lancere Alternativet i 2013. 

Der er et ekstraordinært møde i Alternativets hovedbestyrelse d. 7. marts, og derefter kommer bestyrelsen med en endelig udmelding.