Passagerer i tog og bus i Horsens skal bruge mundbind - men hvornår træder det i kraft?

Mandag meddelte transportminister Benny Engelbrecht, (S), at passagerer i tog og bus i Horsens Kommune skal bruge mundbind under rejsen.

Kravet om mundbind gælder ud over Horsens også i Silkeborg, Odder, Skanderborg og Favrskov samt Aarhus.

Kravet om ansigtsmaske i offentlig transport træder i kraft i Aarhus i dag, tirsdag.

Derimod er det uvist, hvornår kravet om mundbind træder i kraft i de øvrige kommuner.

- Vi er i fuld gang med at undersøge, hvornår kravet om mundbind træder i kraft, og vi giver selvfølgelig lyd, lige så snart vi ved mere, skriver Horsens Kommune på sin Facebookside.

Bus- og togpersonale har ret til at afvise personer, der ikke bærer mundbind, når kravet træder i kraft.

Kravet om mundbind til rejsende med offentlig transport i de seks kommuner kommer på baggrund af stærkt stigende smittetal i Aarhus, som vil man undgå breder sig til de østjyske kommuner nær Aarhus.

Norske turister advares om at besøge Midtjylland

Det er ikke kun de danske sundhedsmyndigheder, der nøje følger stigningen i coronatilfælde i Region Midtjylland.

Den norske sundhedsstyrelse Folkehelseinstituttet, (FHI), anbefaler nu den norske regering at skærpe reglerne for rejser til hele Region Midtjylland. Det oplyser Folkehelseinstituttet i en pressemeddelelse.

Følger regeringen anbefalingen betyder det, at norske turister, der besøger bl.a. Horsens og Hedensted Kommuner i Region Midtjylland, skal i karantæne i ti dage, når de vender hjem.

Det vil ramme bl.a. Juelsminde, der er et populært feriemål for nordmænd.