En hvid kongepython med blå øjne er stukket af hjemmefra, og nu efterlyser politiet den på twitter.
Slangen er privatejet og flygtede tirsdag ud gennem en terrassedør i Egebjerg.
Ifølge ejeren er den 110 cm lange slange ufarlig, og det bekræfter dyrepasser og slangekender Jonas Caspersen fra Terrariet i Vissenbjerg overfor TV SYD.
Det er en kvælerslange. Og det værste, man kan blive udsat for, er, at de bider. Men det er ikke noget, man dør af. Den er ikke giftig.
- Det er en kvælerslange. Og det værste, man kan blive udsat for, er, at den bider. Men det er ikke noget, man dør af. Den er ikke giftig, siger Jonas Caspersen.
Er formentlig i livsfare
Ifølge Jonas Caspersen vil slangen ikke kunne overleve længe udendørs i det danske sommerklima.
- Slangen stammer fra Central- og Vestafrika, og den trives bedst i temperaturer omkring 35 grader. Så snart den bliver kold, mister den evnen til at bruge sine muskler, fortæller han.
Temperaturer ned omkring 10 grader, som vi ofte oplever om natten for tiden, betyder, at slangen vil få meget svært ved at bevæge sig, og med de temperaturer vi har om dagen, vil det også være nærmest umuligt for den at få kroppen varmet tilstrækkeligt op igen.
Næppe langt hjemmefra
Af samme årsag er sandsynligheden for at møde den undslupne slange langt hjemmefra nærmest lig nul.
Sæt den under en kasse og ring efter politiet.
Jonas Caspersen anser det for mest sandsynligt, at den kan have gemt sig under løse tagplader eller en presenning.
- Det er et stationært dyr, som kan ligge i ugevis i en træstamme og vente på, at et byttedyr kommer forbi, fortæller han.
Hvis man skulle støde på den undslupne slange, anbefaler Jonas Caspersen, at man simpelthen sætter en kasse over den og kontakter politiet, så slangen kan blive leveret tilbage til sin ejer.
Sydøstjyllands Politi kan kontaktes på 114.